I 2001 fik jeg mulighed for at deltage i en uges studietur i Reggio Emilia – det blev starten til min interesse for deres pædagogik og deres måde at forstå arbejdet med børn og børnehaver (förskole). Andre i Danmark havde besøgt RE instituttet i Stockholm, men det at fornemme den ægte stemning i Italien var helt speciel. Derfor er jeg blevet glad for at følge alle jer svenske bloggere med interesse for Reggio Emilias pædagogik og læringssyn – sådanne har jeg endnu ikke fundet i Danmark, så det er dejligt at mærke begejstringen og det faglige engagement.
Den bog der fik stor betydning for min pædagogiske karriere var “Myten om børns opdragelse” af den amerikanske psykolog Judith Rich Harris. I bogen præsenterer hun i lettilgængelig form, hendes videnskabelige opgør med de klassiske udviklingspsykologiske teoriers syn på, hvordan børns personlighed udvikles. I mange år skrev hun lærebøger i udviklingspsykologi, men tvivlede mere og mere på dem. Børns udvikling er nok baseret på arv og miljø, siger hun, men forestillingen om at det eneste væsentlige miljø omkring barnet er forældrene er en myte. At så få har udfordret myten videnskabelig sker fordi vi har en tendens til at give det vi kan se betydning, og overser det vi ikke giver betydning. Børns kammeratskabgrupper er for Harris barnets væsentligste miljø, det er de sociale relationer til barnets kammerater og venner der påvirker barnets dannelse af personlighed, siger hun, mens forældrenes betydning er langt mindre. Når forældre flytter hen til områder hvor der bor andre som de vil relatere sig til, fordi de ubevidst ønsker at deres børn så bliver præget af de andres børn, siger hun. Harris kalder dette for en gruppe-socialisationsteori, og det der gør bogen så overbevisende er, at Harris minutiøst gennemgår psykologisk forskning i blandt andet tvillingeforsøg og studier af indvandrerbørn. Invandrer børn lærer det nye sprog langt hurtigere end deres forældre, netop på grund af gruppesocialisationen, siger hun. Også forestillingen om at barnets nummer i søskendeflokken nærmest deterministisk bestemmer udviklingen af personlighed, tilbageviser hun på overbevisende vis. De teorier, siger hun, er mere baseret på det forældrene gerne vil se, end på videnskabelige fakta.
Bogen betød for mig blandt andet:
- Jeg blev optaget af det videnskabelige perspektiv. Den videnskabelige metode handler både om at være omhyggelig i sit eget arbejde, men også om at være metodisk kritisk til den teori man bliver præsenteret for. Noget af det jeg i Reggio Emilia opdagede var den betydning lærernes univeritetsuddannelse havde på deres metodik, og min drøm om at læse videre på universitetet blev vakt.
- Jeg blev opmærksom på hvordan børnene leger sammen i grupper i børnehaven, og hvilken betydning det har, både for børnegrupperne og for det enkelte barn. Det er denne empiriske
konstatering Harriet Strandell henviser til når hun konkuderer, at pædagoger ikke møder
børn en-til-en, men at personalet derimod møder et ”..,netværk af relationer mellem
børnene..”(Strandell, 1994, p. 215). Jeg blev optaget af at undersøge det nærmere, og mere teoretisk, og derfor sluttede ringen med min thesis om børnehavebørns fællesskaber på Århus Universitet.
Harris bog er ikke en bibel for mig, men snarere et vidnesbyrd om, at man i sit arbejde med at skabe glæde, udvikling og skabende pædagogik i børnehaven, også bevarer en kritisk og rationel tilgang til sit arbejde.
God Jul
Thomas Lundsgaard
Harris, J. R. (2000). Myten om børns opdragelse. København: Gyldendal.
Strandell, H. (1994). Sociala mötesplatser för barn. Helsinki: Gaudeamus.
Lundsgaard, Thomas (2013). Børnehavekapital. Århus: Århus Universitet
